Fag på skolen

Bæstologi

Underviser: Prof. Lovecraft

Bæstologi er læren om magiske væsner og deres habitat. Gennem tiderne har læren om magiske væsners adfærd været yderst vigtigt, specielt når magiske væsner bliver mere og mere en del af det magiske samfund. At have en stor viden om væsnerne kan ende krige og redde tusindvis af liv. Eleverne på Aros Akademi for Magi vil i Bæstologi lære om, hvordan de genkender et væsen, hvordan de skal opfører sig når man møder et væsen, og hvorfor væsnet opfører sig som det gør. I faget vil de også få en dybere forståelse for, hvilke kræfter og magiske evner de har, så de kan lære at omgåes med dem eller i værste tilfælde forsvare sig mod dem.

Stridsmagi

Underviser: Prof. Paradox

I stridsmagi vil eleverne blive undervist i forskellige besværgelser, som kan benyttes til at udmærke sig i dueller eller forsvare sig mod mørkets kræfter. I den magiske verden er der mange magikere, som ønsker godt for verden, men der er bestemt også nogen, som ønsker ondt. Derfor er det vigtigt, at man kan forsvare sig selv, skulle det blive nødvendigt. Derudover er der en lang tradition for at afgøre stridigheder mellem de store fuldblodsfamilier i samfundet ved holmgang, og derfor må eleverne lære, hvordan denne slags dueller udføres og afgøres.

Alkymi

Underviser: Prof. Vinter

I alkymi vil Professor Vinter hjælpe eleverne med at forstå, hvordan magiske eliksirer og ekstrakter fungerer. Her vil man få en bedre kendskab til de forskellige ingredienser, man kan putte i en eliksir, hvordan man skaber en eliksir med den effekt, man ønsker, eller hvordan man finder ud af, hvad effekten af en eliksir er. En hovedregel i alkymi er, at alt i teorien er spiseligt, men så er spørgsmålet bare, om man så er klar på de magiske bivirkninger.

Magisk Historie

Underviser: Prof. Vigsøe

Ligesom i de mundanes samfund, så har magikerne også en livlig historie, som har kørt sideløbende med den mundane. Mange af de mundanes store begivenheder har magikerne faktisk være involveret i. I magisk historie vil eleverne blive undervist i denne historie, men også selv være med til finde nye historier, som aldrig er blevet opdaget før. Sammen med Prof. Vigsøe vil de dykke tilbage i tiden og en gang for alle afgøre, hvordan historien har udfoldet sig.

Semiotik

Underviser: Prof. Arnfeldt

“Hvor andre vil lære jer om verden, kan jeg lære jer sproget, verden er gjort af. Hvor andre vil lære jer at underlægge jer de etablerede regler, kan jeg lærer jer at bryde ud af de fastlagte rammer. Velkommen til Semiotik” – Hr. Arnfelt, underviser i semiotik.

I semiotik lærer eleverne om, hvad symboler er, hvordan disse kan tolkes, hvordan man skaber nye og hvor magten i symboler ligger. Undervisningen kan blandt andet omhandle symbolgenkendelse og forståelse, at skabe sine egne krafttegn, runeskrift eller kreative skrive øvelser.

Hidkaldelse

Underviser: Prof. Vigsøe

I faget hidkaldelse vil eleverne lære, hvordan man hidkalder forskellige væsner, og hvordan man håndterer de væsner, man nu engang har hidkaldt sig. Det er på mange måder et tværfagligt fag mellem semiotik og bæstologi, men har sine unikheder, da magisk jura af og til at kan blive relevant. Hvordan sikrer man sig, at en dæmon eller en fe ikke snyder en? Og hvilket potentiale kan man hive ud af hidkaldte ånder og djinn? Professor Vigsøe er i hvert fald ikke bange for at give eleverne lidt praktisk erfaring, selvom det af og til godt kan gå hen og blive lidt farligt.

Kronomanti (Tidsmagi)

Underviser: Prof. Paradox

I tidsmagi vil eleverne blive undervist i, hvordan man skal forstå tid i en magisk kontekst. Udgangspunktet er, at eleverne skal have en forståelse for, hvordan den menneskelige teori om et multivers faktisk er sand i den magiske verden, og hvordan forskellige tidslinjer kan have betydning for den tidslinje, som vi lever i. Professor Paradox er dog en spøjs fyr, og det er som om, at han altid har lavet et eller andet problem i tidslinjen, som eleverne må hjælpe ham med at fikse, hvis ikke de skal have problemer med tidspolitiet.

Mundane Studier

Underviser: Prof. Vinter

I mundane studier vil eleverne blive undervist i, hvordan de mundane lever og fungerer til dagligt, nu da de jo ikke har magi til at hjælpe dem med alting. Hvordan fungerer en drejeskivetelefon overhovedet? Hvordan gør mundane rent, når de ikke bare har rengøringsbesværgelser? Og hvordan sørger man for, at de mundane ikke opdager den magiske verden? Alt dette vil Prof. Vinter hjælpe eleverne med at komme lidt nærmere på.